Kriminalforsorgen i Grønland har cirka 150 fuldtidsansatte, fordelt i 6 byer og cirka 50 personer tilknyttet, der løser opgaver for os på timeløn. Disse er ansat i hele landet. Den største medarbejdergruppe er anstaltsbetjente. Derudover har vi ansat socialrådgivere, beskæftigelseskonsulenter, lærere, psykologer, en psykiater, en sygeplejerske, kontorpersonale, jurister og medhjælpere. Kriminalforsorgen er også en uddannelsesplads. Vi uddanner selv vores anstaltsbetjente.
Om organisationen
Kriminalforsorgen har to hovedopgaver; at sørge for den nødvendige kontrol og sikkerhed omkring fuldbyrdelse af domme samt at støtte og motivere de borgere vi er i kontakt med til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Kriminalforsorgen skal sørge for, at borgere, der har fået en dom, kan fuldbyrde denne. Det kan ske i form af tilsyn, samfundstjeneste, anstaltsanbringelse eller forvaring.
Kriminalforsorgen administrerer også politiets tilbageholdte i anstalterne og gennemførelse af personundersøgelser efter retsplejeloven.
Kriminalforsorgen er en del af den danske statsadministration og er underlagt Direktoratet for Kriminalforsorgen, der refererer til Justitsministeriet.
I sit daglige virke opererer Kriminalforsorgen i Grønland i store træk som en selvstændig organisation med kompetence på alle væsentlige sagsbehandlingsmæssige områder. Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland er i kriminalloven bemyndiget til på en lang række områder at fastsætte nærmere regler om fuldbyrdelse af foranstaltninger samt udstede bekendtgørelser.
Kriminalforsorgen i Grønland ledes af direktøren for Kriminalforsorgen i Grønland i samarbejde med chefen for fuldbyrdelse og sikkerhed og chefen for resocialisering.