Kriminalforsorgens whistleblowerordning giver mulighed for at indsende oplysninger om ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder i kriminalforsorgen. Ordningen kan benyttes af alle ansatte og samarbejdspartnere.
Kriminalforsorgens whistleblowerordning giver mulighed for anonymt at indsende oplysninger om kritisable forhold til en uvildig part i kriminalforsorgen, som kan undersøge forholdene nærmere.
Whistleblowerordningen kan være aktuel at benytte, hvis man bliver opmærksom på forhold såsom overtrædelse af tavshedspligten eller misbrug af økonomiske midler, og man samtidig oplever, at man ikke har nogen at give sin viden videre til – eller at man ønsker at videregive oplysningerne anonymt.
Hvad sker der med en indberetning?
I kriminalforsorgen kan whistleblowerordningen benyttes af ansatte i alle kriminalforsorgsområder. Ordningen kan også bruges af kriminalforsorgens samarbejdspartnere.
Indberetningerne til whistleblowerordningen sker gennem et it-system, der er placeret hos en ekstern leverandør. It-systemet sender automatisk en mail til sekretariatet Koncernledelse og Kommunikation i Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Når sekretariatet modtager en indberetning, vurderes det først, om der er grundlag for en egentlig behandling af sagen. Hvis der er behov for flere oplysninger, kan sekretariatet sende opklarende spørgsmål til whistlebloweren gennem it-systemet. Det gælder også til anonyme afsendere, da whistlebloweren får en kode gennem it-systemet, og derfor ikke behøver at afgive kontaktoplysninger. Whistlebloweren kan dermed bevare anonymiteten, logge ind og tilføje oplysninger så længe sagen er aktiv.
Er der grundlag for videre undersøgelser og vurdering af eventuelle disciplinære sanktioner eller endog politianmeldelse, går indberetningen videre til den relevante direktør i kriminalforsorgen.
Sådan indsender du en indberetning
Du kan indsende en indberetning via følgende link: https://wb.jm.dk/#/
Det er desuden muligt at sende en mail til: whistleblower@krfo.dk
Eller et brev til:
Direktoratet for Kriminalforsorgen
att. Sekretariatschef Lars Aarud Krogh
Strandgade 100
1401 København K
Læs mere
Retningslinjer for whistleblowerordninger på Justitsministeriets område: Link
Ramme- og procesbeskrivelse for kriminalforsorgens whistleblowerordning: Link
Oversigt over processen hos kriminalforsorgen: Link – grafik over sagsgang